Dominio del Aguila - fra 0-100 point på under 10 år
Dominio del Aguila har på rekordtid skabt en enorm succes, der kulminerer i 2021, hvor huset høster sin første 100 points rating blot 10 årgange efter husets grundlæggelse.
Robert Parker kalder Canta La Perdiz for: "a world-class red... among the greatest in Ribera...".
Lærling fra Vega Sicilia og Romanée Conti
Dominio del Aguila ejes og drives af ægteparret Jorge og Isabel Monzon. De startede i 2009 og høstede som nævnt deres første 100-points rating til topvinen Canta La Perdíz i årgang 2016. Jorge har et CV, der kan give de fleste vinmagere sved på panden med erfaring fra to af verdens bedste vinhuse, Romnée Conti og Vega Sicilia. Jorge og Isabel Monzon råder over 30 hektar vinmarker, der er beplantede med ekstraordinært gamle vinstokke, hvor størstedelen har rundet 100 år.
Der findes ikke vine magen til dem, der fremstilles hos Dominio del Aguila og man kan godt glemme alt om udvidelse af produktionen. Der eksisterer ikke andre vinstokke eller marker med samme alder og kvalitet, ligesom det vil være utænkeligt at kunne bygge de 500 år gamle kældre større. Der er det, der er, og man kan som vinelsker kun være taknemmelig over, at så unikke vinmarker er havnede i hænderne på Jorge og Isabel Monzon.
Sådan lagres rødvine fra Ribera del Duero
Joven / Roble
Mindre end 6 måneder på egetræsfad, må frigives når klar
Crianza
24 måneder lagring, hvoraf minimum 6 måneder på fad før frigivelse
Reserva
36 måneder lagring, hvoraf minimum 12 måneder på fa før frigivelse
Gran Reserva
60 måneder lagring, hvoraf minimum 18 måneder på fad før frigivelse
Ribera del Duero er en af Spaniens bedste vinområder og ligger godt et par timers kørsel nord for Madrid. Den berømte Douro-flod skærer igennem distriktet og løber hele vejen til Portugal, hvor den munder ud i Atlanterhavet.
Ribera del Dueros position som en af Spaniens og verdens førende vinregioner er faktisk ganske ny ift. andre klassiske områder. Området fik først sin ”DO”-status (Denominación de Orígen – den næsthøjeste kvalitetsbetegnelse i Spanien) i 1982, hvorefter der sidenhen er kommet mere end 200 producenter til. Regionen kunne faktisk have opnået den højeste rangering, DOCa i 2008, men man har aldrig søgt om dette og derfor er Ribera del Duero spøjst nok stadig kun en DO region.
Indtil for ganske nyligt stod de mange vinproducenter fra Ribera del Duero i skyggen af naboen mod øst, Rioja. Undtagelsen her er naturligvis Ribera del Dueros ældste og mest berømte vinhus, Vega Sicilia, hvis historie rækker helt tilbage til 1864. Op gennem 1990’erne boomede salget af vin fra Ribera del Duero og utallige af nutidens mest kendte vinhuse fik for alvor fodfæste i disse år. Ifølge vinjournalisten, Søren Frank, er Danmark faktisk det sted i verden (udenfor Spanien), hvor der drikkes mest rødvin fra Ribera del Duero.
Ribera del Dueros berømmelse er skabt på Tempranillo-druen, der spiller hovedrollen i stort set alle rødvine herfra. Der kan også iblandes Cabernet Sauvignon, Grenache og Manzuelo samt andre sorter, men Tempranillo er stjernen, og du vil se rigtig mange vine skabt udelukkende på den. Druen er verdens 3. mest plantede druesort, hvilket er ganske imponerende, når man tænker på, at størstedelen står plantet på den iberiske halvø. Tempranillo går under en masse forskellige navne alt efter hvor du befinder dig. Den kan hedde Tinto Fino eller Tinto del País flere steder i Spanien, og i Portugal kaldes den Aragonez og Tinta Roriz. I Supervin skriver vi altid Tempranillo i produktbeskrivelserne, så du let kan finde vinene, der er lavet på druen.
Klimaet i Ribera del Duero er faktisk ret ekstremt, da det ligger inde i landet og ikke bliver kølet på samme måde af havvinde som eksempelvis Rioja. Sommertemperaturerne kan nå op på glohede +40 grader, mens der om vinteren kan blive helt ned til -20 grader. Vinmarkerne i Ribera del Duero er blandt Europas højeste og rækker næsten en kilometer over havets overflade. Dermed er druerne tættere på solens skarpe stråler og de beskytter sig selv ved at udvikle et tykkere skind. Derfor er vinene generelt dybe i farven, intense i smagen og har flere tanniner end vinene fra Rioja.
Rødvine fra Spanien og i særdeleshed Ribera del Duero har altid været kendetegnet ved deres modning på egetræsfade, der giver en krydret. I vinverdenen skelner man groft sagt mellem to typer egetræssorter; amerikansk og fransk. Der findes også en tredje egetræssort, kaldet Slavonsk eg, der primært gror i Kroatien og som bruges hyppigt i Italien til lagring af Barolo og Brunello.
Amerikansk eg har været synonymt med Rioja i årevis, men rigtig mange vinproducenter i Ribera del Duero anvender også de amerikanske fade. Amerikansk eg afgiver tydelige aromaer af kokos, vanilje, kanel og sødlige bagekrydderier. Generelt giver amerikansk eg en mere powerfuld og åbenlys krydret smag ift. fransk eg.
Fransk eg opfattes generelt som værende den fineste sort af lagre vin på. Den er også markant dyrere end amerikansk eg. Træet er mere finkornet og tæt i strukturen og lukker dermed ikke lukker så meget ilt ind gennem porerne. Det har den betydning, at egetræets påvirkning er mere afdæmpet sammenlignet med den amerikanske sort. Den finkornede træstruktur gør smagspåvirkningen mere nuanceret og finesserig samtidig med at tanninerne fra træet er mere silkeagtige. De typiske aromaer du finder i en vin, lagret på franske fade, er: mørk chokolade, ristede kaffebønner, cedertræ og vanilje (i en lidt mere diskret form). Selvom mange betragter de franske fade som mere fine, så ynder mange producenter at modne deres vine på en blanding af franske og amerikanske fade.
En af tommelfingerreglerne indenfor mad- og vinsammensætning er at vælge lokal vin til de lokale retter. I Ribera del Duero har man avlet får i århundreder og derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at deres rødvine passer perfekt til lammekød. Vinenes krydrede smagsprofil, gode tanniner og store fylde er lige, hvad saftigt lammekød med urter har brug for. Derudover går Ribera del Duero-vine rigtig godt til grillede oksesteaks, vildt, kraftige tapasretter og modne oste. Er man i gang med at lave luksustapas, så kunne sortfodsskinke være et match made in heaven med et glas Tempranillo.