Risky Grapes (Mustiguillo) Atance Chardonnay 2019
Risky Grapes (Mustiguillo) Atance Chardonnay 2019
Supervin's unikke vingaranti
Hvis du ikke er tilfreds med kvaliteten, tilbyder vi at tage vinen retur. Du refunderes det fulde beløb for vinen, også for den første åbnede flaske. Vi betaler selvfølgelig returfragten. (maks. 1 md. efter levering).
Chardonnay er verdens mest populære druesort og lidt af en kamæleon, fordi den byder på så forskellige og spændende smagsprofiler, afhængigt af hvor druerne har vokset, og hvordan vinen er lavet.
Økologiske Atance Chardonnay 2019 tager os med til Valencias bakkede bagland, hvor enkeltmarken Conejeros hæver sig hele 850 meter over Middelhavet.
I disse kølige luftlag fremmes frugtens friskhed og terroirets mineralske aftryk, som winemaker Toni Sarrión bevarer i sin pureste, rene form ved at spontangære med markens egne gærstammer og modne vinen på ståltank.
Resultatet er en lækker Chardonnay, der kan minde om det sydlige Bourgognes honningbløde og elegant frugtfriske hvidvine, som fx Mâcon-Villages og Pouilly-Fuissé.
Toni Sarrións skamroste vine støvsuges ivrigt af spanske og engelske toprestauranter, så til den her pris er Atance Chardonnay 2019 faktisk noget af et scoop!
Smagenote
Indbydende strågul i glasset… Næsen lover vidunderlig Chardonnay af den mest honningduftende, mineralske og citrus-sitrende slags. Delikate strejf middelhavsurter, toast og nybagt brød fra modningen på de fine gærrester. I munden smygende blød og cremet. Klar og ren i frugten, der spænder hele vejen fra æble og pære til citrus, fersken og lidt tropisk honningmelon. Delikat og harmonisk afslutning med mundrensende friskhed og salte mineralske nuancer... En meget vellykket Chardonnay! Drik nu, eller gem 3-5 år fra høståret.
Nyd den som aperitif eller til fisk og skaldyr, kylling, tapas, sushi, paella og let nøddeagtige oste. Server ved 8-12°C
Vinen er fremstillet på 100% Chardonnay fra enkeltmarken Conejeros, der ligger i 850 meters højde og er velsignet med en veldrænet jordbund af sand, ler og kridt. Marken dyrkes økologisk og helt uden brug af kunstvanding.
I vineriet fremmes terroirpræget yderligere ved parcelvis spontangæring med markens og kælderens naturligt forekommende gærstammer. Efter omhyggelig sortering og afstilkning koldmacererer druerne i 4-8 timer ved 6°C. Vinens rene udtryk opnås ved gæring på ståltank med frugtbevarende temperaturstyring. Herefter følger nogle måneders modning på ståltank i kontakt med de fine gærrester, der afgiver ekstra fedme og kompleksitet til den færdige hvidvin.
Om Mustiguillo
Hvis Noma lavede vin i Spanien…
René Redzepi fra Noma var pioner for michelinmad på glemte nordiske råvarer, og helt i samme ånd har Antonio Sarrión fra Bodega Mustiguillo gjort den skammeligt oversete østspanske Bobal-drue til en funklende verdensstjerne!
I 1990’erne vendte Antonio ”Toni” Sarrión ryggen til en karriere som forretningsmand for at hellige sig sin helt store passion: vin!
Hjemme på Valencia-egnen kastede Toni sig hovedkulds over studier i ønologi og vindyrkning, og snart efter huserede han i vinkældrene hos tophuse i Californien, Chile og Argentina (heriblandt verdensberømte Achaval Ferrer og 100 point-ikonet Zuccardi).
Toni var klar. Og tog særligt én observation med sig hjem til Østspanien: at mange af verdens største vine var lavet på lokale druesorter! Hans eget valg faldt på to regionale specialiteter, hvidvinsdruen Merseguera og rødvinsdruen Bobal.
Ingen af druene blev dengang regnet for noget, da de lokale Valencia-producenter med hjælp fra kunstvanding og hed dalvarme prioriterede størst mulige høstudbytter med henblik på produktion af billige og jævne konsumvine.
Toni, derimod, dyrker druerne på fem unikke monopolmarker i 800 til 900 meters højde nær det øde landsted El Terrerazo, som hans familie overtog tilbage i 1972.
Økologisk dyrkede marker? Kuperede, kalkholdige skråninger i 800-900 meters højde? Ingen kunstvanding og derfor mystisk lave høstudbytter? Spontangæring? Osv. osv… Ingen af de lokale forstod dengang et hak af, hvad Toni havde gang i, så ”Rasmus Modsat" oppe i højderne måtte begynde helt fra bunden med at fremstille simpel spansk bordvin (Vino de Mesa).
Ikke uden uro i maven lancerede Toni i 2003 endelig sin første flaske Bobal Quincha Corral… men da indflydelsesrige Robert Parker kvitterede med 95 point, var alt som med et trylleslag forandret. Snart blev der skålet i Bobal og Merseguera på verdens bedste restaurant, El Bulli, og sidenhen på Celler de Can Roca, The Dorcester, Fat Duck og mange andre michelinrestauranter!
I 2010 var selv de lokale skeptikere overbevist, og Bodegas Mustiguillo fik tildelt sin helt egen appellation, Vino de Pago El Terrerazo. ”Food & Wine” har hyldet Mustiguillo som et af 20 bedste nye vinhuse, mens Antonio Sarrión af tyske ”Der Feinschmecker” er nomineret til titlen "Newcomer of the year". I 2012 var Mustiguillo at finde på Wine & Spirits Top 100 over “Wineries of the Year”.
I dag laver Bodegas Mustiguillo fortsat kun vine fra egne, økologisk certificerede marker, fremfor alt de to top-terroris Finca Terrerazo og Finca Calvestra. Sideløbende med prestigevinene fra Bodegas Mustiguillo, fremstiller Toni den populære, value-orienterede Atance-serie fra sit andet (og ligeledes økologisk certificerede) vinhus, Risky Grapes.